​Kurser og supervision

Lev Dine Værdier tilbyder kortere eller længerevarende kompetenceudviklingsforløb under overskriften "Den ressourceorienterede samtale". Forløbene kan bestå af kursus- og træningsforløb af forskellig varighed, eventuelt efterfulgt af faglig supervision over en længere periode. Målgruppen for disse kompetenceudviklingsforløb er kommunalt ansatte rådgivere/sagsbehandlere, job- og virksomhedskonsulenter, mentorer såvel som beskæftigelseskonsulenter ansat hos private aktører. Lev Dine Værdier har siden 2009 gennemført en lang række kompetenceudviklingsforløb i "Den ressourceorienterede samtale" i mange forskellige kommuner (Jobcentre og Socialcentre) såvel som hos private mentorkorps og andre aktører indenfor beskæftigelsesområdet (se "Hvem er kunderne", under Artikler og referencer).

Den ressourceorienterede tilgang og metode gør det muligt at skabe progression og positiv udvikling hos borgere, der har væsentlige vanskeligheder ud over ledighed. Kurserne er særlig relevante, når man arbejder med borgere, der f.eks. har:

  • Psykiske problemer (angst, stress, depression, anden psykisk sygdom eller traumer)
  • Helbredsmæssige problemer, eventuelt fysiske begrænsninger i arbejdsevnen
  • Misbrugsproblemer
  • Lav motivation og svag eller ingen arbejdsidentitet
  • Dårlig selvtillid og tro på egne kompetencer og fremtidsmuligheder.

Kursernes længde

Kursernes tilrettelægges efter den enkelte kundes behov og ønsker. Typisk strækker kursusforløbene sig over minimum 4-6 måneder, så der er god mulighed for at indarbejde og træne de nye metoder over en længere periode. Kursusforløbene består af flere kursusmoduler a´ typisk 2 dages varighed, som afholdes med cirka 8 ugers interval. Der laves aftaler med ledelsen om træning af metoderne imellem kursusmodulerne.

De fleste kunder rekvirerer kurser på i alt 6 kursusdage, men kortere kursusforløb på 4 dage og længerevarende kursusforløb fra 8-12 dage afholdes også. De lange kursusforløb kan f.eks. indeholde særlige specialmoduler (se nedenfor), eller være knyttet til en flerårig projektindsats for en særlig målgruppe af borgere (fleksjobbere, sygemeldte, hjemløse, unge med misbrug, indvandrere og flygtninge for blot at nævne nogle eksempler). 

Kursisterne tilegner sig redskaber til:

  • at skabe en anerkendende relation og imødekomme og opløse borgerens modstand
  • at skabe klare rammer for samtalen og bevare stryringen i dialogen med borgeren
  • at kombinere myndighedsrollen med den coachende rolle
  • at lytte aktivt og spørge uddybende
  • at bevæge borgeren (og sig selv) væk fra et problemspor og over i et ressourcespor
  • at ansvarsbevidstgøre borgeren
  • at styrke borgerens egen motivation og ressourcer
  • at opløse begrænsende overbevisninger hos borgeren om egne ressourcer, evner og formåen
  • at opløse eventuelle begrænsende overbevisninger hos sig selv om borgerens ressourcer, evner og formåen
  • at "parkere" egne følelser i samtalen, så den professionelle tilgang bevares

Specialmoduler

Særlige specialmoduler tilrettelægges og afholdes desuden, alt efter behov. Tidligere rekvirerede specialmoduler er f.eks. moduler, der har sat fokus på brugen af den ressourceorienterede tilgang og metode i relation til:

  • Rehabiliteringsmøder og ressourceforløb for ledige borgere (Jobcentre, Socialcentre).
  • Traumatiserede flygtninge (Jobcentre, andre aktører).

Teoretisk inspiration og evidens

Det coachende og ressourceorienterede arbejde med borgeren er baseret på viden og metoder fra følgende forskellige discipliner: NLP (Neuro Lingvistisk Programmering), kognitiv psykologi og kognitiv antropologi, Eksistentialismen/eksistentiel coaching, Den humanistiske psykologi og anerkendende tilgang, Appreciative Inquiery, Den løsningsfokuserede samtale samt den amerikanske psykolog Peter Levine.

Kernen i kursusforløbene - som både er et bestemt (humanistisk-eksistentielt) menneskesyn og dertilhørende metodiske greb og spørgeteknikker - bygger på en helt bestemt grundantagelse, nemlig at mennesker har flere ressourcer til rådighed, end de nødvendigvis er bevidste om. Der er således flere ressourcer i mennesket, end vi umiddelbart kan registrere. Når vi i samtalen bruger helt specifikke samtaleteknikker, der netop har til formål at aktivere og forstærke disse (skjulte) ressourcer i personen (hos borgeren), ja så øges mulighederne for, at der kan ske positive forandringer. F.eks. vil den ledige borger med mangeartede vanskeligheder i sit liv langt nemmere kunne bevæge sig væk fra langvarig ledighed og hen til et liv i uddannelse eller beskæftigelse. 

Denne grundantagelse (som samtidig er en erfaring hos dem, som arbejder ud fra den rerssourceorienterede tilgang og metode), er desuden videnskabeligt velunderbygget. Beskæftigelsesprojektet (BIP) har således konkluderet, at én af de indikatorer, der er særlig væsentlig for at kunne rykke udsatte borgere (ledige borgere med komplekse problemer udover ledighed) henimod arbejdsmarkedet, er at den professionelles aktør (sagsbehandleren) tror på borgerens ressourcer og muligheder (BIP, Væksthusets Forskningscenter, 2016).

Læs omtale af kurser her:

"Coaching rykker alle. Kunsten at holde ud at lytte". Socialrådgiveren, nr. 16, 24. september 2008, side 12-14.

"Endelig var der én, der lyttede". Danske Kommuner, Nr. 34, 2009, side 46-49.

Få et overblik over Den ressourceorienterede samtales grundantagelser og metodik her:

”Centrale grundantagelser og metodik”.

Overblik over de forandringsprocesser, den professionelle beskæftigelsesaktør kan igangsætte og styrke hos ledige borgere (med komplekse problemer udover ledighed), og som skaber en bevægelse henimod arbejdsmarkedet.

Supervision

Supervision kan rekvireres enten særskilt eller i forlængelse af et afholdt kursusforløb. Det er Lev Dine Værdiers erfaring, at supervisionen (udover at støtte medarbejderne i at håndtere svære udfordringer i arbejdet) samtidig er et særdeles effektivt redskab til at fastholde fokus og bevidsthed på de nye tilegnede metoder efter endt kursusforløb - og til at opnå en decideret mestring af metoderne.

Der kan rekvireres enten individuel eller kollektiv supervision. Det mest almindelige er kollektiv supervision, hvor supervisionsgrupper sammensættes på op til 6 medarbejdere.

Lev Dine Værdier, Stress- og Psykoterapeutisk Klinik  |  Lindevej 2A, Hareskovby, 3500 Værløse |  Telefon: 22 30 11 43  |  E-mail: christina@lev-dine-vaerdier.dk