Vi mennesker kan være i sorg over noget meget meningsfuldt og betydningsfuldt, som vi har mistet - eller over inderlige længsler og drømme, vi ikke er lykkedes med at indfri.
Sorgprocesser er ofte ensbetydende med en livskrise af eksistentiel karakter. De kan med andre ord føre til, at vi føler vi mister indhold og mening i livet, ja nogle gange endda selve meningen med livet.
Sorgen kan opstå i forbindelse med dødsfald, men også i forbindelse med mange andre former for tab. f.eks.:
- tab af funktioner og evner
- tab af identitet
- tab af en særlig livsfase
- tab af livsdrømme og livsprojekter.
Sorgen over det, vi har mistet, eller det vi aldrig fik indfriet, kan ske både i forbindelse med afbrydende hændelser i vores liv (som f.eks. en skilsmisse, en fyring, pludselig opstået alvorlig sygdom eller en kronisk diagnose, at børnene er flyttet hjemmefra mv.) eller i forbindelse med langstrakte kampe, vi har kæmpet, men som ikke har ført til, at vi har opnået det, vi så inderligt har stræbt efter (f.eks. mislykkede fertilitetsbehandlinger mv.).
Sorg er helt naturlig. Sorgen er et udtryk for, at vi har mistet noget, der har meget stor betydning for os. Sorg skal derfor i udgangspunktet ikke "behandles". Den kan og skal ikke "fixes". Derimod er sorgbearbejdelsen en proces, hvor vi deler sorgen med andre, og hvor vi lære at leve med den.
Favne den, rumme den, forstå den, acceptere den. At have nære familiemedlemmer og nære venner, der formår at være der for os i sorgen, og tale med os om savnet og omvæltningen, vil hjælpe os.
Ikke alle har nemt ved at finde et sprog for sorgen, men det hjælper os også, når vi er i sorg, at vi udtrykker sorgen på det, der for os, er meningsfulde måder (i ord, handlinger eller ritualer).